Kunstnerisk ledelse
Carsten Friis
Instruktør og kunstnerisk leder
Carsten har gennem de seneste tyve år iscenesat over 170 musicals på både amatør- og professionelle scener/teatre og har lavet adskillige reklame- og undervisningsfilm.
Carsten Friis er kunstnerisk leder og instruktør i H.C. Andersen Festspillene og er derudover fast tilknyttet som instruktør i Varde Sommerspil, UngVest og Middelfart Ungdomsskole.
Han bliver ofte brugt ved korte intense teaterforløb på dramaskoler, højskoler og efterskoler, og så laver han en del events og shows for virksomheder.
Carsten Friis er desuden den ene af to kunstneriske ledere af Teaterskolen TOPPEN, hvor han underviser i drama og teatersport.
Julie Strange
Korleder og dirigent
Det er 3. gang Julie er med som korleder/kapelmester/dirigent på Frøbjerg, og hun har også tidligere selv spillet på Højen. Blandt andet i 2013 som Den Grå Dame i ”Baronessen Fra Benzintanken” og som Elisabeth Friis i ”Matador” opsat i 2014.
Hun blev færdiguddannet kandidat fra Syddansk Musikkonservatorium sommeren 2015.
Til daglig underviser hun på 1748 i solosang og er kirkesanger i Verninge Kirke. Herudover sætter hun en del forestillinger op rundt omkring i landet og medvirker også selv i forestillinger og shows.
Foruden roller ved Frøbjerg Festspil har hun spillet Anita i ”West Side Story”, Odense Musical Teater 2010, og Rizzo i ”Grease” på Fjordager Scenen 2012. Som kapelmester og korleder har hun det seneste år sat ”Chicago” op på Eliteteater Odense, ”Folk og røvere i Kardemomme by” ved H.C. Andersen Festspillene i Odense, ”Den lille havfrue” ved H.C. Andersen Festspillene i Den Fynske Landsby og selv medvirket i ”Ready Set Swing Teater” på TEATER95B, Odense.
Mette Helene Schmidt Sørensen
Koreograf
Mette Helene Schmidt Sørensen er født og opvokset i Odense. Hun flyttede til London i 2000 for at uddanne sig til professionel danser. Hun startede på Millennium Performing Arts School med et flot scholarship på 90.000 kr. I hendes sidste år på Millennium blev hun nomineret ”Best contemporary dancer of the year”. Efter uddannelsen fik Frøbjerg Festspils nye koreograf mulighed for at arbejde sammen med nogle af Londons hotteste koreografer deriblandt Rafael Bonachela, Norman Douglas, David Warring, Ashley Page m.fl.
Balletskole og danselinjen på Oure
I slutningen af 2006 flyttede Mette Helene Schmidt Sørensen tilbage til Danmark for at undervise og selv koreografere. Det er blevet til 15 år som fagreferent, ansvarlig for danselinjen på Det Kongelige Teaters balletskole Odense, undervisning og udvikling af danselinjen på Oure Sport and Performing Arts. Som danser i Danmark har Mette arbejdet med koreografer som Nini Theilade, Bradley Shelver, Kristian Tirsgaard og Marie Brolin, Jacqueline Bulnés, Blakeley McGuire, ZakNemorin, m.fl. I 2008 fik Mette sit Cunningham teachers certifikat, på Merce Cunninghaminstituttet i New York.
Jan Boysen
Scenograf
Kommer fra Vejen, hvor jeg blev en del af Studio 73 Vejen Fritids teater i 1992. Siden 1995 har jeg arbejdet og haft ansvar for scenografi som min hovedopgave.
Har derudover haft fornøjelsen, at arbejde sammen med Carsten Friis i Vejle musicalteater 4 gange ved opsætninger i Vejle Musik Teater.
Inspirationen til scenografien til Footloose hentede jeg i de to filmmusicals samt en masse timer på nettet. Forestillingen udspilles i et lille samfund i det sydøstlige USA (bibel bæltet), hvor vi finder pastor Mores hjem, Bomont High School, Bomont First Christian Church og familien Warnicker hjem hvor Ren Mc Cormack flytter ind.
Historien flytter skuespillerne og publikum rundt i kulissen samt mange andre steder, - det bli´r en overraskelse I må vente med til at se til premieren.
Modellen er en grundscene der skal modnes hen ad vejen, og vi er allerede godt i gang. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med alle de flittige frivillige bag Frøbjerg Festspillene.
På glædelig gensyn Jan Boysen
Lise Søllested
Kostumier
Lise Søllested har bl.a. været kostumedesigner på Odense Internationale Musikteater, Odense Vinterrevy, Eliteteater og senest på forestillingen ”Saturday Night Fever” på Frøbjerg Festspil.
De sidste 5 år har hun desuden haft opgaver som kostumier, locationscout og statistkoordinator på flere kortfilmproduktioner, for Zentropa og helt aktuelt for DR.
Udenfor film- og teaterverdenen er Lise Søllested illustrator og medforfatter til undervisningsmaterialet ”Hop om bord”.
Isabel Ravn
Instruktørassistent
Isabel Ravn er uddannet i dramaturgi og musikkultur fra Århus Universitet og har en sanguddannelse fra Complete Vocal Academy. I de seneste 10 år har hun instrueret mere end 50 musicals, forestillinger og shows rundt om i Danmark og også undervist i sang, performance og drama.
I 2011 åbnede hun Frøbjerg Musicalskole og Ungdomsteater, hvor hun fungerede som både kunstnerisk leder, instruktør og underviser og i 2013 åbnede hun StageFront – Musicalskolen Vejle. Hun har i tre år været fast forestillingsleder i HC Andersen Festspillene og er nu Daglig Leder af Teaterskolen Toppen i Odense, hvor hun også er instruktør på samtlige hold, workshops og camps.
Siden 2006 har hun selv været aktiv på de danske musicalscener i hovedroller hos bl.a. Vejle Musical Teater, Musical Danmark og Frøbjerg Festspil - bla. i ”Annie Get Your Gun” og ” Baronessen fra Benzintanken”
Isabel er glad for at være tilbage i Frøbjerg på hendes ”gamle hjemmebane”. Hun nyder samarbejdet med både truppen, de frivillige omkring forestillingen og bestyrelsen og er utrolig glad for at skulle være en del af den kunstneriske ledelse omkring årets forestilling "Footloose"